Nyt hold klar til skolestart

17.10.2017

Det tredje hold af talentfulde og motiverede kandidater er klar til at starte på Professional Engineering Academy i løbet af efteråret 2017.

Projektet Professional Engineering Academy er et firemåneders kompetenceforløb, der har til formål at give flygtninge med ingeniør- og naturvidenskabelig baggrund optimale forudsætninger for at komme ind på det danske arbejdsmarked – og tættere på et job. Det kan både sikre en hurtig og effektiv integration, og det kan på sigt være en del af løsningen på branchens udfordringer med ingeniørmangel. Læs mere om udfordringerne her.

Ingeniører med flygtningebaggrund i praktik

Til efteråret starter tredje hold af talentfulde flygtninge med ingeniørbaggrund på akademiet. To hold har allerede været igennem forløbet, hvor 27 kandidater blandt andet kom i relevante praktikophold i virksomheder, som DONG, Insatech, Niras og Oticon. Derudover er fem kandidater blevet tilbudt fast beskæftigelse i deres praktikvirksomheder, og tre er blevet accepteret til et dansk universitet for at fortsætte deres uddannelse.

Nedenfor er der en række videoer med udsagn fra tidligere deltagere på akademiet. Her fortæller både en virksomhedspartner, mentor og tidligere deltager om deres erfaringer fra deltagelse i forløbet.

 

OM PROJEKTET

IDA lancerede med støtte fra Industriens Fond i 2016 og i samarbejde med Plastindustrien, Dansk Erhverv samt Dansk Industri et talentakademi, som har til formål at lette adgangen til det danske arbejdsmarked for ingeniører med flygtningebaggrund. Læs mere om projektet her på hjemmesiden eller gennem projektets egen hjemmeside.

VÆR MED OG MØD DELTAGERNE

Lige nu er projektet i gang med 3. runde af akademiet og har i den forbindelse flere kandidater, som mangler praktikpladser hurtigst muligt. På nedenstående links kan der læses mere om at blive samarbejdspartner eller der læses mere om deltagerne i kompetenceforløbet.

TEMAINDKALDELSE

Professional Engineering Academy er etableret som en del af Industriens Fonds temaindkaldelse om at besætte ledige danske jobs med flygtninge. Læs mere om indsatsen fra Industriens Fond.